søndag den 28. april 2013

Fusions Cup for fulde drøn

Klubbens interne træningsturnering - Fusions Cup - er i fuld gang. Som nævnt i forrige indlæg, så stod jeg for at løbe 10km løb, hvor jeg satsede på at løbe på 45-47 minutter. Det gik dog bedre end jeg havde troet, for jeg løb på 44.13 (ruten var reelt kun 9,8km). Den tid er jeg naturligvis super godt tilfreds med, for det er tydeligt at min løbeform går støt fremad. Men det jeg faktisk var mest tilfreds med, var at jeg disponerede løbet rigtigt fint. Jeg løb nemlig den sidste halvdel hurtigere end den første, fordi jeg sørgede for ikke at lægge for hårdt ud i starten. Men hold nu k... hvor er konkurrencen hård i klubben. Næsten 70% af mændene løb under 40 minutter!

Se lidt analyse om mit løb her:

Allerede på tirsdag (30/4) løber næste afdeling af Fusions Cup'en af stablen. Det drejer sig om en 42 km lang enketstart, hvilket jeg glæder mig meget til. Selvom jeg har cyklet lidt for hyggens skyld de seneste år, så har jeg aldrig kørt en enkeltstart hvor jeg skulle give fuld gas på så lang en distance. Det bliver meget spændende, at se hvordan det kommer til at gå.

Ellers kommer det næste stykke tid til at dreje sig om især cykel- og løbetræning, frem mod mit første Tri-stævne, som er Haraldslund mini Triathlon (200m-12km-4km), som finder sted d. 19. maj.

Take care...

tirsdag den 9. april 2013

Ud på raceren!

Nu hvor vejret er blevet bedre har jeg endelig haft gode muligheder for at få kørt nogle kilometer på min nye Canyon racercykel. Og lad det bare være sagt med det samme - den kører som en drøm! Udover at den er næsten 3 kg lettere end min gamle Wilier Alu racer, så er den også langt hurtigere i accelerationer og har en bedre kraftoverførsel.
Det er simpelthen bare fedt, når materiellet spiller max!

Som nævnt i sidste indlæg var Fusion Cup ved at starte. Første afdeling var 1000 meter svømning, og det endte med at jeg svømmede 17:14. Overordnet er jeg super tilfreds med tiden. Men det viste sig, at jeg lagde alt for hårdt ud! Jeg fandt faktisk først en god rytme efter 300-400 meter. Hvis jeg havde lagt bedre ud, tror jeg måske, at jeg kunne have barberet 10-15 sekunder af, men det er naturligvis svært at spå om.

1:28 100 m
1:39 200 m
1:43 300 m
1:49 400 m
1:47 500 m
1:48 600 m
1:49  700 m
1:47 800 m
1:45 900 m
1:39  1000 m
       17:14       Total

Som det kan ses på mine tider, så har jeg brugt for mange kræfter på de første par hundrede meter, men det er forhåbentligt noget jeg husker til næste gang, jeg skal svømme en længere distance...
Nu hvor foråret står for døren, kommer jeg til at bruge mere tid på cykling og løb. Indtil nu har jeg svømmet to gange om ugen, hvilket nok bliver barberet ned til en enkelt gang om ugen fremover. Min ugentlige træningsmængde bliver nok noget i denne stil:
2 x løb
2 x cykling
1 x svømning
I alt 6-7 timer om ugen.

Allerede på mandag løber næste afdeling af Fusions Cup'en af stablen. Der er tale om 10km løb, hvor jeg satser på at løbe omkring de 45-47 minutter. Det bliver vigtigt for mig at holde mit eget tempo, for der er en del gutter i klubben som rask væk løber på 35-40 minutter! Hvis jeg løber med i deres tempo eksploderer mine ben nok efter den første kilomenter! :-)