søndag den 30. juni 2013

Optakt: 1/4 Ironman !

Optakt: Aalborg 1/4 Ironman !

Så er det ved at være! Om en uge, mere præcist kl. 12:30, går starten til mit første længere Triathlon-stævne! Jeg glæder mig som et lille barn, og er spændt på hvordan det kommer til at gå. Jeg er dog ganske fortrøstningsfuld, fordi træningen har gået rigtig godt i den seneste tid, hvor jeg især har fået cyklet meget, mens løbet har været nedsat pga. den tidligere omtalte overbelastningsskade. Den er dog ved at være væk, men da jeg ikke vil forcere noget, så har jeg ikke løbet helt så meget som planlagt.

Men siden sidst har den altså stået på masser af træning, inklusive deltagelse i Gudenaa Open Water, hvor jeg svømmede 2,6km på 41 minutter, i hvad der var et rigtigt godt stævne. Jeg fik masser af god erfaring i fht. svømningen, som jeg er sikker på jeg kan gøre god brug af når jeg skal ud på svømmeturen i Kridtgraven. Dog bliver det stadig noget helt andet på søndag, hvor der er flere hundrede svømmere, som skal afsted på én gang. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at være, når man havner i "vaskemaskinen", som det kaldes når alle svømmerne kæmper en brav kamp for at komme hurtigst muligt fremad.
Jeg har dog haft lidt problemer med åbent-vand svømningen fra gang til anden. Der ligger en "frygt for det ukendte" når jeg skal svømme i åbent vand og det kræver en del mental forberedelse at hoppe ud og svømme i den dybe kridtgrav. Jeg er dog fortrøstningsfuld, da de fleste træninger i åbent vand er gået godt.

Flere har spurgt mig ind til, hvor meget tid jeg har brugt på træningen, så derfor kommer her lidt statistik omkring min træningsmængde siden jeg begyndte at træne til Aalborg 1/4 Ironman tilbage i oktober/november 2012.

Dette er så den "rene" triathlon træning. Hertil kommer floorball, som jeg havde ca. 2 timer af om ugen i sammenlagt 10 uger. Herudover har jeg også lavet lidt styrketræning osv.

I fht. min sluttid til stævnet, så synes jeg det er svært at spå om, da det for det første er mit første rigtige stævne, og herudover spiller vind og vejr også ind. Men umiddelbart satser jeg på en tid som ligger mellem 2:30 og 2:50 timer. Men uanset hvad det ender med, så bliver det fantastisk at krydse målstregen!

Som et sjovt ekstra krydderi kan jeg oplyse at den professionelle triathlet Martin Jensen også stiller op Aalborg Triathlon 1/4 Ironman. Martin Jensen har for nylig vundet sølv i europamesterskabet på 1/2 ironman. Tænk at man som nybegynder i en sportsgren skal dyste mod professionelle. Det er jo overdrevet fedt!!!



Slutteligt følger her rutekort for de tre discipliner:

Svømmeruten i Hasseris Kridtgrav (950 meter)


Cykelruten, vest for Aalborg. (47km)

Løberuten, Aalborg vestby og havnefront (10km)

søndag den 16. juni 2013

Racereport: Kmd 4:18:4

Lørdag d. 15. juni deltog jeg i mit andet korte triathlon-stævne. Det var samtidig det sidste rigtige stævne inden mit helt store mål: 1/4 Ironman i Aalborg d. 7. juli.

Kmd 4:18:4 svarer groft sagt til en 1/10 ironman og består af 400 meter svømning, 18km cykling og 4km løb. Stævnet blev afviklet i og omkring Aalborg friluftsbad.

Som tidligere nævnt på bloggen, så har jeg døjet med en overbelastningsskade i min højre hofte. Skaden er heldigvis i klar fremgang, og i de sidste par uger, er jeg begyndt at kunne løbe 2-3 ugentlige løbeture á 3km. Jeg har også allieret mig med med Arkadens Fysioterapi, som har givet mig nogle gode redskaber, styrkeøvelser mv. som jeg synes har haft en positiv indvirkning på min hofte.

Op til stævnet var jeg derfor lidt nervøs hvordan det ville gå på løbedelen, da jeg ikke har løbet med høj intensitet i lidt over en måned...
Men udover det, var jeg ved godt mod, ikke mindst fordi jeg jo for nylig har fået våddragt, som virkelig skulle kom til sin ret i det (halv)kolde fjordvand i Aalborg friluftsbad.

Stævnet blev afviklet som en form for enkeltstart, hvor deltagerne blev sendt i friluftsbadet én ad gangen, og med 10 sekunder mellemrum. Jeg var vel omkring nr. 30 i køen, inden jeg røg i vandet. Svømningen blev ikke noget køn forestilling. Kombinationen af adrenalin, de mange svømmere gjorde at jeg aldrig kom i en glidende rytme og en fornuftig vejrtrækning. Dog fik jeg svømmet de 400 meter på 7:25 (1:51/100 meter), hvilket jeg er okay tilfreds når man tænker på at der skulle svømmes lidt om hjørner på en del af distancen.

 Efter en 250 meter løbetur, var det tid til skift til cykling (t1). Det gik også ganske fint, hvor jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle stresse unødigtog bare få våddragten af uden af falde eller noget andet tidskrævende. På med hjelm, briller osv. og så afsted på en 6km ud/hjem rute, som skulle gennemføres 3 gange. Ruten var fra friluftsbadet og ud til Gl. Hasseris. Selvom det var trafik på vejen, så var de frivillige dygtige til at få stoppet bilerne på de udsatte steder, og jeg fik god fart i cyklen. Jeg synes klart, at jeg kunne mærke, at jeg har cyklet mere den sidste måneds tid, da jeg jo ikke har kunnet løbe så meget. Jeg klarede cyklingen på 31:14 minutter (34,6km/t), hvilket jeg er rigtigt godt tilfreds med.

Færdig med cyklingeng og ind til t2, og et hurtigt skifte over til løbeskoene og afsted på en 4km løberute, der gik 2km langs fjorden- Her var der et vendtepunkt hvorefter man selvfølgelig bare skulle tilbage til mål tæt ved friluftsbadet. Løbeturen gik faktisk overraskende godt, når jeg tænker på, at jeg ikke har løbet med høj intensitet i over en måned. De sidste 500 meter kunne jeg dog godt mærke lidt ømhed i hoften, men på dette tidspunkt overvejer man sgu ikke at sætte tempoet ned, for målet er jo så tæt på! Løbetiden blev på 16:39, hvilket var langt bedre end forventet.

Alt i alt endte endte jeg med at bruge 58:59 minutter på at gennemføre, hvilket rakte til en 22. plads. Det er sgu dejligt at se, at træningen giver resultater!

Nu er der rent faktisk kun 3 uger til mit helt store mål som nybegynder-triathlet. Den 7. juli står den på 1/4 ironman, som afvikles i Aalborg.
De næste par uger kommer den til at stå på benhård træning, hvertfald når det gælder cykling og svømning. Løbetræningen må jeg tage som det kommer, for jeg kommer nok ikke til at træne så meget intensivt løbetræning, da jeg ikke vil forværre min skade. Jeg håber dog, at jeg kan få lidt mere distance på i løbet af de næste par uger, og så skal det nok gå. Det er selvfølgelig ærgeligt at jeg ikke kan løbetræne for fuld styrke, men jeg har indstillet mig mentalt på at løbedelen ikke bliver optimal. Det vigtigste er bare, at jeg får en god oplevelse d. 7. juli og kan køre for fuld damp på svømme- og cykeldelen.

Jeg vender tilbage med en optakt til sæsonens store mål om et par uger...


Detaljeret resultatliste: http://results.ultimate.dk/events/2013/triathlon/kmdaalborg/estandings/front/frameset.php

Diplom:

Kort før mål:



lørdag den 1. juni 2013

A real pain in the ... hip

Ja, som overskriften nok afslører, så har jeg været ramt af en skade. Siden Haraldslund mini-Triathlon (19/5), har jeg døjet med en øm hofte, som har gjort at jeg stort set ikke har løbet siden. Andre triathleter og sportsfolk kan nok nikke genkendende til den store frustration det er at være skadet. Den frustration har jeg selv haft de sidste par uger - ikke mindst set i lyset af, at mine løbeform var begyndt at blive rigtig god.
Heldigvis har jeg ikke haft problemer med at cykle og svømme, så det har jeg istedet fokuseret på. Jeg har især fået cyklet en del kilometer, så helt skidt er det nu heller ikke. Det er netop det helt fantastiske ved Triathlon: Skulle man blive ramt af en overbelastningsskade, så kan man ofte stadig træne de andre discipliner.
I dag har jeg været ude at løbe 3km i lavt tempo, og for første gang i flere uger, mærkede jeg ikke noget til den over belastede hofte. Umiddelbart tror jeg, at en kombination af nedsat træningsmængde, udtrækning samt lidt mere fokus på core-træning, har gjort at jeg har oplevet fine fremskridt i fht. skaden.

Nu hvor vejret også begynder at tillade svømning i åbent vand, har jeg netop fået bestilt en våddragt. Det blev en Nineteen Pipeline (se billedet nedenfor). Den skulle gerne komme med posten i den kommende uge, og så skal jeg helt sikkert ud og prøve den af! Det bliver super spændende, men nok også lidt af en udfordring at komme ud og svømme i åbent vand, fremfor de trygge rammer i svømmehallen.

Mit helt store mål i min første sæson som triathlet er jo stadig 1/4 Ironman i Aalborg, som bliver afholdt d. 7/7 2013. Indtil da bliver det næste delmål Kmd 4:18:4, som består af 400m svømning, 18 km cykling og 4 km løb. Løbet bliver afholdt i og omkring Aalborg friluftsbad, og finder sted d. 15/6.

Min første våddragt: Nineteen Pipeline