mandag den 20. maj 2013

Første Triathlon gennemført

Søndag d. 19. maj skulle jeg deltage i mit livs første Triathlon. Det drejede sig om Haraldslund Triathlon, som er et kort motions-triathlon med deltagelse af unge, gamle, motionister og nybegyndere, men også nogle erfarne og skarpe triathleter.
Distancen var :

  • 200 meter svømning
  • 12 km cykling
  • 4 km løb
Jeg startede ganske fint ud med svømmedelen (som foregik i Haraldslund Svømmehal) og kom igennem på ca. 3:10, hvorefter jeg skulle ud af hallen og ind i skiftezonen, for at skifte til cykel. Jeg var på forhånd noget nervøs for skiftene, da jeg kun har øvet det ganske lidt, men skiftet til cyklen gik fint. På med hjelm og cykelbriller, op på cyklen, ned i pedalerne og så afsted på de 12km ud af Aalborg og tilbage igen. Cyklingen tog omkring 20 minutter, og jeg fik en fin gennemsnitfart på omkring 36-37 km/t. Herefter var det tilbage i skiftezonen; stil cyklen, af med hjelm og briller og hop ned i løbeskoene. På vej ud af skiftezonen løb jeg lidt forkert - det er sgu svært at orientere sig tids nok, når pulsen er helt oppe at ringe, men de mange hjælpere fik mig hurtigt på ret kurs, og så var det ud på de 4km. 
På forhånd var jeg meget nervøst for løbet, fordi jeg i den seneste uges tid, har døjet med en overbelastet hoftemuskel. Derfor har jeg ikke løbetrænet i en uges tid, og jeg var ret bange for, at det ville gøre for ondt til at jeg ville risikere at forværre skaden. Men heldigvis mærkede jeg ikke meget til den ømme hofte (og det gør jeg heller ikke ret meget her dagen efter). Løbet blev gennemført på ca. 17 minutter, hvilket jeg var super tilfreds med. I løbet af foråret har jeg virkelig fået forbedret mit løb meget, så det er super fedt, at man kan se resultater af de mange timers træning. 

Min samlede tid blev 43:20 minutter, hvilket i øvrigt rakte til en 13. plads blandt de knap 100 startende i herre-rækken. Alt i alt, et rigtig godt stævne, hvor der var styr på tingene, og ikke mindst en god oplevelse for undertegnede!


torsdag den 9. maj 2013

Første stævne nærmer sig

Der er nu under to uger til mit livs første Triathlon stævne, da jeg skal deltage i Haraldslund Triathlon søndag d. 19. maj. Distancen er meget kort (200m-12km-4km) og foregår i og omkring Haraldslund svømmehal i Aalborg Vestby.
Jeg begynder allerede at glæde mig til at prøve kræfter med et rigtigt stævne, og jeg er især spændt på hvordan jeg klarer overgangene mellem de tre discipliner og ikke mindst hvor godt (og hurtigt) det går i skiftezonerne!

Som nævnt i seneste indlæg, så stod Fusions Cup'ens enkeltstart for døren, hvilket var første gang jeg skulle prøve at køre en rigtig enkeltstart for fulde skrald. På dagen (30. april) blæste der en led og kold kuling, hvilket gjorde at en del af den 10,5 km lange rundstrækning (skulle køres 4 gange), var i stiv og hård modvind! Udover dette gik enkeltstarten dog fint, og jeg kørte de 42km på 1:20:26 timer, hvilket egentlig var fint, vinden taget i betragtning. Jeg sluttede som nr. 32 ud af 49 startende herrer.

En sjov detalje på enkeltstarten var i øvrigt deltagernes valg af tøj. På dagen var der vel 7-8 grader og ikke mindst den førnævnte hårde blæst. Jeg valgte derfor at pakke mig godt og grundigt ind i flere lag tøj, selvom det selvfølgelig vil gå lidt ud over indsatsen, da det giver mere luftmodstand, mindre smidighed mv. Men selvom jeg kørte for fuld knald og fik pulsen godt op, så synes jeg det var tilpas med meget tøj på dagen. Men jeg skal lige hilse og sige, at der var en del vikinger blandt klubbens medlemmer, for der var flere der kørte i korte cykelbukser, uden hue og med sommerhandsker! Crazy!

I stiv kuling på enkeltstarten...


Ellers kan jeg sige, at det går godt med træningen. jeg synes især at mit løb skrider fint fremad. Jeg ligger pt. på omkring 7 timers træning om ugen...
Jeg vender frygteligt tilbage efter Haraldslund Triathlon. Forhåbentlig med en god oplevelse i bagagen.